Heden kunne være et udmærket supplement til gårdens drift, men det var dog meget ressourcekrævende. Derfor begyndte man i 1700-tallet at anskue hedebruget som utidssvarende. Dette kombineret med en befolkningstilvækst, og at heden blev mere og mere forarmet betød, at man måtte overveje nye anvendelsesmuligheder for hedearealerne.

Befolkningstilvæksten betød, at flere havde svært ved at få adgang til engene og var tvunget til at bosætte sig længere ude på heden. Ved at opdyrke heden og begynde at mergle i løbet af 1800-tallet, blev der skabt mulighed for flere landbrugsbedrifter på heden. Manglen på engarealer betød dog, at de første generationer af hedebønder uden engarealer var væsentligt fattigere end de gamle bønder, der boede på hedegårde med betydelige engarealer til.

Som nævnt begyndte man i midten af 1700-tallet at tale om den store hede, der dækkede enorme arealer, men kun gav livsgrundlag for få mennesker. Derfor tog staten kampen op mod heden, dog uden nogen særlig stor succes. Den manglende succes betød, at hedearealerne fik lov til at brede sig, og i perioden fra 1800 til 1850 nåede hedearealerne op på sin største udstrækning.

Tabet af Sønderjylland i 1864 skabte en stor interesse for hedens opdyrkning og, som et slags fælles politisk, nationalt projekt, gik man i gang med arbejdet under slagordene "Hvad udad tabes, skal indad vindes". Dette betød ikke, at det var staten, som stod i spidsen for hedeopdyrkningen, Det var derimod private borgere, som f.eks. Holger Petersen, der sammen med Hedeselskabet fik opdyrket heden, idet de, opfattede det som et fælles anliggende, som, den, der havde evnerne, også over for fædrelandet var forpligtiget til at virke herfor.