Heden bredte sig for ca. 6000 år siden, da mennesket begyndte at bearbejde naturen – den må altså opfattes som et kulturlandskab. Metoden var det såkaldte svedjebrug, hvor man afbrændte et stykke skov, kultiverede jorden og dyrkede den, indtil den var udpint og udbyttet for lavt. Herefter afbrændte man et nyt stykke skov, og processen begyndte forfra. Den udpinte jord sprang efterfølgende i hede, og heden er således et resultat af, at mennesket har overbelastet naturen. Hedelandskabet forsvandt i tiden fra anden halvdel af 1700-tallet til omkring 1950-erne som et resultat af omlægningen til ager- og skovbrug.
Omkring år 1800 dækkede heden ca. 25% af Jyllands areal. Dette var arealer, der var helt uden træer, og talrige rejsebeskrivelser beretter om, hvordan man kunne skue mange kilometer ud i landskabet.
Hedelandskabet dominerede i Vestjylland, men der var også områder med å, eng og ager – blot ikke skov og plantager. I dette kulturlandskab var åerne det vigtigste element. Det næringsrige åvand tilførte engene så meget næring, at de kunne levere en større eller mindre mængde græs, det vil sige foder til kreaturerne.
Heden var nok det mest udbredte element i det, vi kalder hedelandskabet, mens åen og engene derimod var det vigtigste for hedebondens driftsøkonomi. I engene kunne man hente foderet til opfedning af studene, hedebondens vigtigste landbrugsprodukt. Kreaturernes gødning kunne efterfølgende bruges på de opdyrkede hedearealer/agerjord, og derfor var det altid engenes størrelse, der var determinerende for en bondes økonomi. En bedre eng gav mere græs og hø, det forbedrede muligheden for et større kreaturhold, som igen gav mulighed for at gøde og drive et større agerbrug – heraf kommer ordsproget: "Engen er agers moder".
Agerbruget på hederne var derfor aldrig større end, at der kunne tilføres tilstrækkeligt med kreaturgødning, så et rimeligt høudbytte kunne opnås. Byer og gårde blev anlagt langs åerne på grund af engens betydning. Dette var også tilfældet for Galstho by, som lå ned til åen omkranset af de store hedearealer, som i dag udgør en stor del af Klelund og Baldersbæk plantager. Det var også for at styrke gårdenes økonomi, at noget af det første Holger Petersen gjorde, da han havde erhvervet ejendommene, var at slå stemmeværker og anlægge engvandingsanlæg langs Baldersbækken og Holme Å. Med disse engvandingsanlæg kunne man øge høudbyttet og dermed indtægterne.
