Engang var Jylland dækket af skov, men kraftig rydning og afgræsning hindrede skovens genkomst. I stedet kom dværgbuske som hedelyng og revling. Det var nødvendigt for hede-bønderne at vedligeholde lyngen ved lyngslet og afbrænding, hvis den ikke skulle uddø. Heden er således et resultat af et samspil mellem menneske og natur.

Det vidste 1700-tallets hedebonde. Han levede i det hele taget i forståelse og balance med det omkringliggende land. Han udnyttede hedens ressourcer. Husdyrene fordrede han med lyng, han lavede koste af revling, og lyngtørven kunne han bruge som brændsel, til anlæggelse af diger og som byggemateriale, når han byggede læhuse til husdyrene.

Den gamle hedebonde og heden selv forsvandt så småt fra midten af 1800-tallet og frem. I 1866 blev Hedeselskabet dannet, og der kom fart og system i opdyrkningen af heden. Det var først og fremmest nye tilflyttere, parcelister, der brød heden. Med hårdt slid forvandlede de heden til marker og plantager.