I 1915 skrev Anders Bundgaard i gæstebogen på Baldersbæk:

"Sogne blev skilt – figurerne stilt, i alléen – Rodet – boret - efter en kilde - tidlig og silde – aldrig – aldrig - det var ilde - vandet springe vilde".

Rimet hentyder til Bundgaards evner til at finde frem til vandårer ved hjælp af en pilekvist. Bundgaard var, som så mange andre af tidens kunstnere, præget af den nyromantiske ånd. Som et modtræk mod fornuftsdyrkelsen fattede romantikkens kunstnere interesse for stendysser, gravhøje og kilder, ligesom den mytologiske interesse for sagnhistorier, oldtiden og middelalderen øgedes. Disse elementer blev opfattet som smukke - om end kunstige - landskabsruiner fra en svunden tid.

Selvfølgelig skulle anlægget i Baldersbæk Plantage have sin egen kilde. Sammen med en anden gæst lykkedes det Bundgaard i 1916 at finde en kilde – der var dog ikke tale om en rigtig kilde, men om en vandåre med så kraftigt et tryk, at man ved at grave et jernrør ned i 37 meters dybde kunne få vandet til at springe naturligt – en såkaldt artesisk åre.
Jernrøret blev udstyret med en vandhane, som de besøgende kunne åbne for at drikke af kildens vand.  Rundt om kilden blev der arrangeret græstørv i terrasser, således man sad behageligt på de medbragte puder og tæpper. Samme år skriver Bundgaard i gæstebogen: "Kilden bragt til at springe og pyntet med grønt". I de efterfølgende år blev kilden et yndet udflugtssted, hvor man på varme sommerdage kunne nyde lyden af den rislende kilde og smagen af det friske vand. Ofte tog man på "udflugt" fra Villaen til kilden, hvor stuepigerne serverede eftermiddagsteen