Skulpturer og kunst

På Baldersbæk er det særligt billedhuggeren Anders Bundgaard der har udsmykket området.

Springvandet for børn

Af Ilse Due

Når der fortælles om den skælmske dreng, er der altid blevet hvisket. Sådan har det altid været og sådan er det lidt sjovt hvis det bliver ved med at være.

Den skælmske dreng er den bronze skulptur, der står oppe ved villaen. Når du kommer gående op af stien og går op af trapperne, sprøjter han på dig med vand. Det er derfor at man skal hviske, for hvis alle ved, at han sprøjter med vand, er det jo ikke så sjovt mere.

drengen-i-1911.jpg

Det er billedkunstner Anders Bundgaard der har lavet skulpturen. Som du nok husker, så var Holger Petersen en sjov mand, som godt kunne lide at drille sine gæster. Derfor betød det ikke noget for ham, at springvandet kom til at koste rigtig mange penge.

Først blev det formet i ler, derefter blev skulpturen støbt i bronze på et bronzestøberi. Så skulle der lægges vand ind i springvandet og det gjorde de ved at føre glaserede lerrør fra Baldersbækken op og via en brønd, hvor der stod en "hævert" der sendte vandet op i en tank på loftet i villaen. Tanken skulle ligge højt oppe for at få tryk nok på vandet, til at det kunne sende en stråle ud af vandslangen som drengen sprøjter med.

Drengen er en af de mange smukke skulpturer, som Anders Bundgaard har lavet. Hvis du har været på Københavns Rådhus, har du måske set nogle af hans andre værker og udsmykninger. 

IMG_2173.jpg

Du har måske været på Langelinie i København og set Gefionspringvandet eller på Christiansborg og set de skulpturelle udsmykninger. Du har måske været i Aalborg hvor Cimbertyren står.
Da Anders Bundgaard havde lavet granitdragen, isbjørnen, hvalrosserne, musene, tudserne m.m. på Københavns Rådhus følte han sig moppet, fordi de andre billedkunstnere ikke syntes at han var en rigtig kunstner, idet han brugte en tryklufthammer når han arbejdede med granit. Han købte Tingbæk Kalkmine og han har der udtalt "under jorden kan jeg vel få at være".
Har du været i Tingbæk kalkmine eller Rebild-centeret, som det også hedder? Kalkminen er et spændende museum, hvor der under jorden står gipsmodeller af mange af Anders Bundgaards skulpturer, men det er også lidt uhyggeligt.
Anders har haft sin kone med på Baldersbæk, mens han arbejdede med sin kunst. I de gamle gæstebøger fra år 1910 kan man læses hvad Anders og konen fik til morgenmad.
Desværre dør Holger inden Anders Bundgaard får den skælmske dreng færdig.

Da springvandet skulle restaureres, var der under et af trappetrinnene en gammel cigarkasse. I kassen var der patroner fra 2. verdenskrig, mønter, fjer samt et brev der var skrevet i koder.
Kan du læse koder? Brevet blev sat i Jydske Vestkysten og mange mennesker hjalp med at knække koden, blandet andet en major fra Varde Kasserne.

Anders Bundgaard var også ven med billedkunstner Niels Hansen Jacobsen som byggede Vejen Kunstmuseum og som Anders Bundgaard skabte den frie kunstudstilling sammen med - men det er en anden spændende historie. Anders Bundgaards model af Gefionspringvandet står på Vejen kunstmuseum.

Baldersbæk AddThis