Den generelle historieskrivning fremstiller Vestjylland som en tilbagestående fattig udørk med en befolkning, der måtte kæmpe for den daglige føde. Nyere undersøgelser har vist, at denne opfattelse er alt for unuanceret. Den seneste forskning har verificeret, at de vestjyske engbønder helt frem til år 1900 ikke var økonomisk dårligere stillet end resten af de danske bønder. Hvor den østdanske bonde kom i vanskeligheder, når høsten slog fejl, så havde engbonden flere muligheder for at tjene penge, bl.a. ved opfedning og handel med stude, hosebinding og andre bierhverv. Et eksempel herpå er fremstillingen af jydepotter på egnen. Produktionen af disse var tidligere så omfangsrig, at der gik en vej gennem Baldersbæk Plantage, som blev kaldt Grydevejen, fordi egnens bønder benyttede denne vej, når de skulle til Fyn og sælge deres jydepotter. Vejen blev senere navngivet Risbølvej.

Således gav heden en bred vifte af indtjeningsmuligheder – men der skulle dog slides og det var samtidig meget arealkrævende.  – At der skulle store arealer til kan man bl.a. se ved, at Baldersbækgaard (der hvor plantørgården ligger i dag), og som Holger Petersen erhvervede i 1891, lå på ca. 370 ha.

Dette kunne i visse tilfælde betyde, at nogle af de vestjyske engbønder ligefrem var bedre økonomisk stillet end de tilsvarende østdanske bønder.  Således er det først, da man begynder at udstykke gårdene og flytte dem ud på hedeparceller uden enge, at de får sværere ved at klare sig økonomisk.