Naturen

Størstedelen af Baldersbæk Plantager er karakteriseret ved fredede og naturbeskyttede arealer.

Fuglelivet omkring Villa Baldersbæk

Af Jan Sørensen

Langs ådalens sider og i villaens umiddelbare nærhed er det de mange løvtræer, der præger områdets fugleliv. Foruden de mange almindelige arter en stor have også ville byde på, finder man desuden arter som træløber og spætmejse. shutterstock_89248393_small.jpgBegge løvskovsarter som fouragerer opad træernes stammer. Sidstnævnte kan, som den eneste danske art, bevæge sig nedad stammerne med hovedet forrest.

Omkring den lille bæk, der forsyner dammene med vand, finder man nåleskov. Det er her, man kan finde nåleskovsarter som fuglekonge, sortmejse og topmejse.
Langs åen er det muligt at se bjergvipstjert, der har specialiseret sig i at leve ved rindende vand. Den er let genkendelig med sin gul bug og lange, vippende hale – dens stjert.

Det rigeste fugleliv i området findes i krattet på sydsiden af Holme Å. Langs åen er her tæt krat af gamle mosbegroede pilebuske. Opad ådalens side overtager egekrat for så at glide over i nåletræer. Kyst til kyst-stien gør det muligt at gå på opdagelse i krattet.
Om vinteren kan man her opleve halemejsefamilier sammen med andre mejser på fouragering. Fra februar blander spætmejsens kald sig med den store flagspættes trommen, startsignalet til forårets komme. I slutningen af marts begynder ankomsten af de sangfugle, som har tilbragt vinteren i Afrika: Gransanger, løvsanger, munk og tornsanger i nævnte rækkefølge. 

shutterstock_142426807_small.jpg

Sammen med bogfinke, solsort, rødhals og sangdrossel skaber de størstedelen af lydbilledet i krattet og omkring Villa Baldersbæk for den sags skyld.

En anden god mulighed for at opleve områdets fugleliv er et ophold ved broen over Holme Å. Med en kikkert og tid til rådighed er der her mulighed for at se mange af de fugle, der færdes i krattene og i ådalen. Samtidig giver det åbne luftrum over selvsamme ådal mulighed for at se nogle af de lokal rovfugle; Musvåge og spurvehøg. Er man meget heldig ses også fiskeørn eller hvepsevåge, når disse trækker.
Forårets skumring byder på en særlig oplevelse hen over engen; Spillende dobbeltbekkasin. Under bratte styrtdyk begynder en lille stiv fjer yderst på hver side af hale at vibrere med en brummende lyd.

shutterstock_39304033_small.jpg

I øvrigt er Baldersbæk Plantage også et besøg værd. Her yngler hedelærke, rødrygget tornskade, vendehals og natravn.

Baldersbæk AddThis