Naturen

Størstedelen af Baldersbæk Plantager er karakteriseret ved fredede og naturbeskyttede arealer.

Dyrelivet - for børn

Af Ilse Due

Nu står du ved stenen med hugormen og læg mærke til mønsteret på ryggen. Denne sten har stenhugger Bent Næslev lavet i granit. Hvis du går rundt på engen en solskinsdag, så kan du, hvis du er meget stille og kigger dig grundigt omkring, møde hugormen. Den ligger sikkert rullet sammen i en rund cirkel og soler sig. Kommer du i foråret så nyder den nok at komme ud i solen, fordi den har ligget i dvale hele vinteren.

Det er vigtig at vide, at hugormen bider, hvis den bliver bange eller føler sig truet. Når den bider, kommer der gift ud af dens to hugtænder og ind under din hud. shutterstock_136486739_small.jpgHvis du bliver bidt skal du straks tage på skadestuen, hugormen er nemlig giftig for mennesker. Der er dog ikke nogen, der er blevet bidt i Baldersbæk de sidste mange år - så ser du en hugorm så lad den ligge og gå uden om.
Hvis du er heldig, finder du måske hugormens ham. En hugorm skifter nemlig hud, og ham er dens gamle hud. Hugormen lever af mus, frøer, græshopper og andre insekter.

Hugormen har mange fjender eksempelvis fiskehejren, musvågen, pindsvinet og ikke at forglemme bilerne, hvis den altså snor sig ud på vejen. Hugorme kan svømme - så søerne og åen er ikke så farlig for den, som de kan være for dig.

Omkring Baldersbæk lever der også mange andre dyr. Måske du kan se sporene fra dem på jorden - enten spor af poter, hove, klove eller haler. Du kan måske også se deres afføring. Om vinteren, er det ekstra sjovt at gå rundt i skoven omkring søerne, for da er sporene ekstra tydelige i sneen.

I Baldersbæk plantage og lystskov bor der rigtig mange dyr. Eksempelvis: hugorme, hare, frøer, firben, tudser, grævlinger, snoge, ræve, forskellige slags mus, mårhunde, oddere, måre, vandrotter, mink (der er sluppet ud af minkfarmene), egern, rådyr og krondyr. Du kan måske finde grankogler der gnavet i af et egern eller en mus, eller se et træ hvor de tynde grene er spist af rådyr eller af hare. Måske kan du finde et træ hvor barken er væk, fordi rådyrene og krondyrene har fejet deres gevir. Det hedder det når rådyrene og krondyrene gnider deres gevirer mod træerne. Hvis du går rundt om den sø, der ligger på den anden side af vejen, kommer du forbi en birketræslund, her kan du se, at krondyrene nyder at være. Du kan både se spor af krondyr og deres lorte og du kan faktisk også lugte dem.

Der findes mange forskellige insekter rundt omkring i skoven og ved søerne. Det er specielt sjovt til Sankthans, hvor der flyver ildfluer på engen.

Hvis du er i Baldersbæk kan du være heldig at se guldsmede, mange forskellige slags fluer, myg, sommerfugle og natsværmere i forårs, sommer og efterårsmånederne. Baldersbæk er nemlig et paradis for insekter. Når det er et paradis for insekter, er det jo også et paradis for dem, der lever af insekter bla. fuglene.

Der er over 35 forskellige fuglearter i skoven. Ravnen har en koloni i Baldersbæk, her kan du høre, hvordan de snakker sammen, da deres lyd er helt specielt.
Der er fugle der bruger lystskoven som sommerbolig, ligesom Holger Petersen gjorde og om vinteren flyver de til Afrika. Det gør både gransanger og løvsanger.

shutterstock_89248393_small.jpg

Der er også forskellige rovfugle som musvågen, spurvehøgen, hvipsevågen og sommetider fiskeørnen. Af andre fugle kan nævnes: Flagspætten, Grønspætten, Fiskehejren, Lærken, Blåmejsen, Sortmejsen, Gråanden, Fasan, Skovduen, Rødkælk, Gøgen, Skovens Konge. Derudover kommer tranen på visit ligesom vandstæren.

Fuglene sætter også mange spor i skoven. De kan have tabt fjer, bygget reder, hakket hul i træerne med deres næb eller brugt et gammelt træ til at klemme deres kogle ned i, så de kan tage frøene ud. Fuglene sætter også spor med deres fødder, er der svømmehud mellem tæerne eller stritter klørene?

Nu er det tid til at sætte dine egne spor, for nu skal vi videre i historien.

 

Baldersbæk AddThis